Alle har brug for en god ven

Hvad er en god ven?

Hvad er en god ven? Hvad er en dårlig ven? Hvordan får du venner? Hvordan passer du på dine venskaber? Det er vigtigt for os alle at have nogle gode venner, og vi kan selv gøre en del for det.

En god ven kan lide dig, lige som du er. Du behøver ikke at lave dig om eller være på en bestemt måde sammen med din ven. Gode venner lytter til dig og prøver på at forstå, hvad du mener med det, du siger. De gode venner har også lyst til at være sammen med dig. Du behøver ikke at være nervøs for, om du er velkommen. Du er nemlig altid velkommen hos dine venner.

Gode venner kan tit lide de samme ting. I lytter til den samme musik og ser de samme film, og går måske til den samme sport. Måske går I endda i den samme slags tøj og vælger den samme frisure. I spejler jer i hinanden, når I er gode venner. Men gode venner kan faktisk også være temmelig forskellige. Så kan du hjælpe din ven med noget, der er svært for ham og omvendt.